Peberfrugter med fyld af

chilli con carne

Man kan fylde peberfrugter med lige, hvad man har lyst til!

Vi havde en rest chilli con carne og ris tilbage fra dagen før. Det blev til fyld i de lækre, saftige peberfrugter, jeg køber i vejboden.

Skær top og bund af peberfrugterne. Der skal helst ikke gå hul på bunden, så indholdet siver ud, de skal bare kunne stå op i et fad. Det lykkedes med den ene - den anden blev lappet med lidt staniol. Toppen bruger jeg til at lægge ovenpå igen, mens de bager.

Der var lige tilpas med fyld, når jeg rørte kødet sammen med resten af de kogte, vilde ris. Jeg spicede det op med lidt citronsaft, en skive finthakket fetaost, bredbladet persille og lidt ekstra chilli.

De fyldte peberfrugter fik et spray olivenolie med hvidløg - og så i ovnen på 180 grader i 30 minutter.

Dertil serverede jeg en kikærtesalat lavet på sorte kikærter. De er flotte, smagen er meget tæt på de lyse. I salaten var der desuden babyspinat, bredbladet persille, forårsløg, tomater samt grønne asparges og gulerødder, der var til overs fra dagen før. 

Til det hele en dip af creme fraiche med krydderier, hvidløg og citronsaft.

Vi havde lidt rester af chilli con carne. Det smagte godt i peberfrugterne. Salaten blev også toppet op med grøntsagsrester fra dagen før.

*

Spis rester

Hjemme hos os spiser vi op. Ikke til hvert måltid - man skal aldrig spise mere, end man har lyst til! Men vi gemmer altid middagsrester, der ikke har været på tallerkenen, og de bliver spist op.

Jeg har gjort en dyd ud af at lave lækker mad ud af resterne. Så meget at reste-middagene tit bliver endnu bedre end førstedags måltidet.

Det handler ikke kun om at spare. Køb hellere en dyr, økologisk kylling, der har gået frit og pil skroget - så er der mad til flere dage.

Hos os er det med at spise rester opstået, fordi min mand tit arbejder om aftenen, og så giver det god mening, at vi laver lidt store portioner aftensmad og gemmer noget til den, der spiser alene dagen efter - som oftest mig. 

I øvrigt bor 1,6 millioner danskere alene, så vi er jo en del, der godt kan have brug for at lave mad til et par dage ad gangen...

En mikrobølgeovn er helt uundværlig. Vi varmer stort set alle rester op i den. Det smager lige så godt og sparer det fedt, man bruger på at varme mad op på en pande.

Følg med og få ideer til lækre reste-middage her på siden.

Blomstret omelet

Det er nemt at lave en hurtig omelet, og fyldet kan fint være rester fra middagen dagen før.

Jeg havde lidt grillet butternut squash og nogle ærter, som jeg vendte på panden i lidt olivenolie ved høj varme sammen med lidt snittet porre.

Ovenpå det hældte jeg tre sammenpiskede æg (til 1 person) og skruede ned på lav varme efter et minuts tid. Jeg tilføjede tomatskiver og kogt skinke, og lod det stå i en 10 minutters tid.

Det blev pyntet med blade af babyspinat og tallerkensmækker-blade med blomst. Den har nemlig næsten kvalt mine purløg, så nu må den spises i stedet for. Det er den i øvrigt også god til. Både blade og blomster smager nærmest som karse.

Omeletten skal have lov at stå længe på svag varme, til den ikke er våd mere.

Æg fra fritgående høns

De æg jeg bruger, henter jeg på landet. Det er simpelthen en god fornemmelse at vide, hvordan de høns, der leverer æggene, har det. Og Anettes høns har det godt, jeg ved det, for jeg har selv passet dem. De går ude på den store grund hele dagen og gennes ind om aftenen - hvis de altså vil. Det er sikrest, for ellers møder de måske ræven!

Det er en lille omvej at hente dem, men så tager jeg æg med til mine venner og naboer. De synes også godt om tanken med de fritgående høns, der lægger æg i sjove farver ;-)

*

 

Pasta af kylling rester

Vi havde et pænt, stort stykke bryst tilbage af gårsdagens kylling. Det blev brugt i en pasta ret med masser af friske grøntsager.

Snit porre, hvidløg, gulerødder, squash, Kejsergade, friske grønne asparges, og masser af små, lækre cherrytomater.

Svits først hvidløg og porre i olivenolie tilsæt lidt karry og chillipulver, dernæst gulerødderne, kejserhatte og squash og lad det simre et par minutter. 

Tilsæt de snittede, grønne asparges og kylling kødet skåret i tern. 

Til sidst de halverede cherrytomater, salt og timian. Lad det simre et par minutter.

Server pasta saucen på soya pasta og riv frisk parmesan over. 

*

 

Lakse-pasta af rester

Der var et pænt stykke stegt laks på ca. 75 gram til overs fra i går. Det blev til dejlig lakse-pasta til én person dagen efter - sådan:

Snit 1 lille fed hvidløg og en stump porre. Svits det i olivenolie i en dyb pande. 

Skær 2 friske, grønne asparges i tern og svits dem med.

Tilsæt 6 kugler frosset spinat (eller frisk hvis du har).

Tilsæt det findelte laksestykke. Pres citronsaft over og tilsæt lidt salt.

Rund af med 1/2 dl fløde.

Serveres på 50 g. kogt soyapasta. Riv frisk parmesanost over.

Min yndlings pasta sauce er lavet på lakse-rester...

*

Restemiddag med lammeculotte.

Lamme rester

I går var jeg alene hjemme. Vi havde fået bøf med grøntsager aftenen før og lavet ekstra meget tilbehør. Så jeg tøede noget stegt lammeculotte op og varmede det i mikroen sammen med grøntsagerne. Sundt, nemt, lækkert.

Tip: Den del af det optøede kød, der ikke var skåret i skiver, var mest saftigt og lækkert.

 

*

Kylling til 3 dage

Kylling dag 1: Steg den i ovnen, og bag rigeligt med grøntsager til. Pil skroget og gem kødet og de overskydende grøntsager i køleskab.

Kylling dag 2: Portionsanret kyllingestykker og grøntsager fra dagen før og varm det op i mikrobølgeovnen på fuld varme i ca 3 minutter. Server dip eller tzatziki til.

Kylling dag 3: Svits friske grøntsager, fx porre, gulerod og hvidløg i olie på en pande. Tilsæt de sidste rester kylling og krydr med salt og fx paprika eller chilli. Tilsæt en dåse kidneybønner og ca 1/2 dl tilberedt couscous pr person. Pluk lidt grønt over, fx bredbladet persille, inden servering. Smages evt til med lidt soya på tallerkenen. NB: Du gider sikkert ikke spise kyling i 3 dage i træk. Retten fra dag 3 kan ligeså godt laves på rester af kylling (eller andre rester af kød), der har været frosset ned.

*

Fisk kan også gemmes...

Rester med fisk: Stegt kulmule med grøntsager fra i går - varmet i mikroovnen.