Grill

- med alt på ét spyd

Kød og grøntsager er stegt på samme spyd.

Endelig er det grillsæson, og noget af det mest oplagte er at lave grillspyd. Jeg har tillempet dem min smag og sneget flere grøntsager ind på spyddet. Det er sket på bekostning af pølserne, som jo er temmelig fedende og usunde. 

Og faktisk kan man godt tilrettelægge sit grillspyd, så det hele kan være på ét spyd. Fidusen er at skære kød og grøntsager i tern på den helt rigtige størrelse. 

Sådan gør du:

Rens en svinemørbrad og skær den i tern på ca 3 cm.

Skær butternut squash i tern på max 2 cm, squash i samme størrelse, portobello svampe i ca 3 cm tern, peberfrugt i forholdsvis store stykker, tomaterne må ikke være for små, her er det blommetomater på ca 3-4 cm i diameter.

Varm grillen op og giv evt. spyddene et pust smørspray eller hvidløgsoliespray. Det er ikke nødvendigt, men det giver en god smag. Læg spyddene på grillen i ca 8 minutter - til de har fået nok. 

Det er nu i maj, de første nye kartofler kommer. Derfor spiser jeg årets eneste kartofler på denne årstid - sammen med de lækre grønne asparges, som kun lige skal i kogende vand et minuts tid. Dip'en er en purløgsdip på creme fraiche 9% tilsat hvidløg, citron, salt og peber.

Senere på sæsonen vil jeg i stedet sætte flere stykker sød kartoffel på spyddene. De bliver lækre af at blive grillet.

Hvis grøntsager og kød er skåret i den rigtige størrelse, skal de have lige lang tid på grillen - og så kan alt være på et enkelt spyd.

*

Klassiker nr. 3:

Fantastiske frikadeller

 

Almindelige frikadeller feder ikke. Det kommer helt an på tilbehøret...

Der er nok ikke noget mere dansk og dejligt end en god frikadelle. Og det behøver ikke være spor fedende at spise sig mæt i dem. Det kommer fuldstændig an på tilbehøret og hvordan du steger dem.

Hvis du spiser tyk brun sovs og kogte, hvide kartofler til, så feder det selvfølgelig. Men med gode grøntsager og salat som tilbehør er retten faktisk super sund. Hvis du er på kur, er det en god ide at stege dem i ovnen på bagepapir. Ellers bør du bare undgå at bruge alt for meget fedtstof på panden.

Frikadellerne er rigtig gode som pålæg dagen efter, så der er nul madspild! De er også fryseegnede, jeg plejer at fryse et par portionsanretninger ned i plastikposer, når de er kølet af.

Sådan gør du:

Bland 500 gram hakket kalv & flæsk (eller hakket gris) med 2 tsk. salt, groftkværnet peber, 1 stort blendet eller finthakket løg, 1 æg, 1/2 dl havregryn og 2 spsk. mel. Rør farsen sammen med skummetmælk eller letmælk til konsistensen er passende.

Hvis du vil strække kødet lidt, bliver frikadellerne også lækre med en håndfuld revet gulerod eller squash. Så skal du bare huske at tilføje lidt mere havregryn, der absorberer den ekstra væde fra grøntsagerne.

Farsen kan godt hvile en halv time eller mere tildækket i køleskab, men det behøves ikke. Form dem med en ske og steg dem i cirka 1 skefuld olivenolie og 1 skefuld smør på en pande - først ved høj varme, skru ned når de er brune, og lad dem stege ca. 10 minutter.

Farsen skal være luftig og så fast, at den kan formes til frikadeller.

Drop kartofler og sovs og spis grøntsager til.

Lav bare rigeligt, de er gode både som pålæg og i fryseren.

*

Chili con carne

Chili con carne - med en masse grøntsager.

Chili con carne betyder chili med kød. Jeg har tillempet den min madsmag og erstattet en stor del af kødet med lækre grøntsager. Ud over de røde kidneybønner selvfølgelig.

Vi har været så heldige at få tilbudt noget utrolig lækkert hjemmeslagtet kød fra fritgående dansk kvæg. Vi får det hakket, vacuumpakket og frosset i 500 grams pakker. Et godt alternativ til det er det hakkede oksekød fra Thiese, som man også får i 300 eller 400 grams pakker i Coops supermarkeder. 

Det er let at lave en enkel chili con carne med de grøntsager, du nu har i køleskabet, en dåse kidneybønner og lidt godt hakket oksekød.

Sådan gør du:

Hak 2 fed hvidløg, 1 løg, 2 gulerødder og 1/2 squash i små tern. Svits det i olivenolie i bunden af en stor gryde og krydr med salt, peber, chiliflager og spidskommen.Tilsæt ca. 400 gram hakket oksekød og lad det brune med. 

Efter et par minutter tilføjer du 1 dåse flåede, hakkede tomater, 1 dåse koncentreret tomatpure og 1 dåse kidneybønner samt 1 spsk. brun farin, oregano og og en håndfuld frisk mynte.

Lad det simre under låg 5-10 minutter.

Server retten med brune ris og en god salat. Hvis den er blevet stærk, kan du mildne den med en skefuld creme fraiche.

Retten er fryseegnet.

 

Godt kød fortjener gode grøntsager.

Dagen efter:

Chili con carne er rigtig godt fyld i peberfrugter.

Hvis man laver chili con carne af 4-500 gram kød til 2 personer, er der en god rest dagen efter. Den er meget velegnet som fyld i bagte peberfrugter.

Sådan gør du:

Rens peberfrugterne og skær dem ud, så de kan fyldes. Det kan både være på højkant eller på tværs, bare de kan ligge nogenlunde lige i et ovnfast fad og fyldet ikke siver nedenud. Hvis der er hul i bunden, så pak bunden af peberfrugten ind i staniol.

Fyld den afkølede chili con carne i og læg evt. en skive ost ovenpå. Bag dem i ovnen på 180 grader i 35 minutter. Server dem med ris og salat.

Læg kødet ind i de rensede peberfrugter og bag dem.

*

Lynhurtig

Langtidsstegt svineskank

Den langtidsstegte svineskank er mør som smør.

Af og til har man lov at være heldig: Som fx da jeg fandt 2 pakker sous vide tilberedt svineskank i Super Brugsen for kun 100 kroner i alt. En skank er rigeligt kød til to personer, og det er så mørt, at det kan pilles fra benet med en gaffel.

Det ligger vacuumpakket inde i æsken, man klipper bare posen op, hælder skanken ud i et fad og varmer det i ovnen i 20 minutter på 200 grader.

Og så er det tilmed både magert og sundt. Det indeholder meget lidt fedt, 162 kalorier pr. 100 gram og 0,6 gram kulhydrat. 

Til kødet fik vi bagte grøntsager: Gulerod, pastinak & sød kartoffel fik 35 minutter i ovnen, mens rosenkål, pak choi, portobellosvamp og tomater bagte med de sidste 15 minutter.

Dertil min yndlings creme fraiche dip samt havtorn og basilikumblade.

Jeg har før fundet sous vide tilberedte svinekæber i Meny. Gå efter det, hvis du finder det. Det er absolut Sundt, nemt  & lækkert!

Bonusinfo: Sous vide er en måde at tilberede mad via vakuumpakning af maden og derefter nedsænkning i vand. Sous vide fungerer som langtidstilberedning, og derfor får man dejligt mørt kød og friskere grønt.

Den vacuumpakkede svineskank var sous vide tilberedt og skulle kun varmes i 20 minutter.

*

Lamme sticks

Lam stegt på spyd i ovnen - med salat, tzatziki og bagte grøntsager.

Jeg længes efter grillsæsonen! Så hvorfor ikke tage hul på den indenfor? Jeg kastede mig ud i at lave lam på spyd.

Sådan gør du:

Læg de træspyd du skal bruge i blød. Lav dernæst farsen.

Jeg brugte 400 gram hakket, økologisk lammekød. I det rørte jeg 1 fed hvidløg, skal af en økologisk citron, en håndfuld friske koriander, 1 æg, et drys stærk chili, salt, peber, spidskommen,1 spiseskefuld mel og ca. 2 spiseskefulde skummetmælk.   

Det giver en luftig fars. Hvis du vil lave den fastere, så undlad æg, mel og mælk. En fast fars er bedre til at lægge på en grillrist, men denne her skulle bages på bagepair i ovnen.

Sæt de grøntsager, du vil spise til i ovnen på 200 grader et kvarter inden spyddene kommer ind. Form farsen omkring spyddene, læg dem på bagepapir i et fad og bag dem sammen med grøntsagerne i ovnen de sidste 20 minutter.

Mens det bager, laver du tzatziki (se opskriften under Grønt) og en salat der passer til.

 

*

Burgere

Burger er supersund mad, hvis bollen er i orden.

Burger er godt! Og det er også super sundt, hvis man kommer det rigtige i, og bollen er i orden.

Sådan gør du:

Bag burgerbollerne efter opskriften, du finder under Brød. De indeholder mest æg, skyr og klid, så de er tæt på glutenfri og fattige på kulhydrater.

Form en hakkebøf af godt, fedtfattigt, økologisk oksekød. Den skal være lidt mere flad, end hvis du laver hakkebøf som middagsret, så den kan være i en burgerbollen. Derfor skal den også kun stege cirka 10 minutter i alt.

Byg din burger som du vil med lidt dressing og dine yndlingsgrøntsager. Jeg kan bedst lide burgeren med friske tomater, salat, agurk, løg og avocado.

Variationsmulighederne er uendelige. Det er fx også lækkert med soltørrede tomater, guacamole, chili.

Velbekomme!

 

 

Burger en nem mad - og let at variere.

*

Klassiker nr. 2:

Hakkebøf

En klassisk hakkebøf med dagens grøntsager.

En god gammeldags hakkebøf er faktisk ikke så ringe endda. Vi bruger det lækre, økologiske hakkekød fra Thiese eller noget tilsvarende. 

Det er super enkel mad: Form kødet til bøffer, drys dem med salt og peber, brun dem 1 minut på hver side ved høj varme, skru ned og steg dem færdige ved lav varme cirka 5 minutter på hver side. Selvom de på den måde får cirka 12 minutter alt i alt, er de stadig saftige og lyserøde indeni.

Jeg serverer dem med forskellige bagte grøntsager og min yndlings dip. Se grundopskrifterne under 'Opskrifter'.

Sådan et aftensmåltid er både fyldt med protein og vitaminer. Og det feder overhovedet ikke.

Thieses økologiske hakkede oksekød er super velsmagende.

*

Meximad

Meximad er ligeså sundt, som du gør det. Jo mere grønt, jo bedre.

Når man skal have noget sundt, nemt & lækkert i en fart, falder valget tit på meximad. Og variationsmulighederne er uendelige.

Her har vi brugt grove minitortillas, som varmes 1 minut i mikrobølgeovn eller et par minutter i en almindelig ovn. De er gode, fordi de ikke appellerer til at spise for meget, man bliver faktisk mæt af to. De er også en hel del bedre end de hvide tortillas og de sprøde tacos, som reelt er = chips.

Jeg har været dødtræt af almindelig kødsovs længe. Men den her er faktisk ok. Den er lavet af magert, økologisk oksekød og inspireret af chili con carne. Den indeholder porre, hvidløg, revet squash, kidneybønner, chili og lidt koncentreret tomat. Vi krydrer desuden med kebab-krydderi og spidskommen. Det giver en stærk allround kødsovs, som både kan spises i madpandekager som her, men også med pasta eller ris. Og den er fryseegnet. 

Tilbehøret til meximaden er de grøntsager og den salat, man nu har i køleskabet. Vi havde både feta og tzatziki - så kommer det også bare på. Dip eller hvid dressing kan også bruges. Guacamolen er et must. Se opskriften under Grønt. Husk også et par jalapeñas og evt. lidt taco-sauce.

Kald det bare kødsovs. Halvdelen er grøntsager....

Tilbehøret er efter kokkens humør - og køleslkabets formåen.

*

Oksebryst i stegeso

I denne ret er der ikke andet fedt end det, der sidder i kødet. Og den passer sig selv, mens du laver noget andet.

Vi faldt for en lækker stegeso fra Tupperware, da den var på tilbud i COOP. Den rummer 5 liter og kan gå direkte fra fryser i ovn - og så er den lettere at håndtere end en almindelig stegeso i ler.

Jeg testede den ved at lave oksebryst i den. Oksebryst er tit på tilbud, fordi det i høj grad er slow-food. Det bliver bedst, hvis det steger langsomt ved lav varme - som man typisk gør i en stegeso. Det bliver til rigtig simre-mad, vinter-mad! Og alt i retten bliver spist.

Sådan gør du:

Skyl kødet og fjern overflødigt fedt fra ydersiden af kødet. Fedtmarmoreringen inde i stegen gør bare kødet mere saftigt, så det skal du ikke bekymre dig om.

Klargør de grøntsager, du vil have ved kødet. Her valgte jeg pastinak, gulerod, porre, stribede beder, sød kartoffel og et par hvide kartofler. 

Læg det hele i stegesoen og hæld vand ved, så det når halvvejs op omkring kødet. Tilsæt salt & peber og de krydderikviste, du vil bruge. Jeg brugte timian og rosmarin. Laurbærblade og løvstikke er også godt.

Sæt stegesoen med låg på i en kold ovn og tænd på 125 grader. Når ovnen er varm, skruer du op til 150 grader og lader det hele stå 2-3 timer. Hvis kødstykket er større end et kilo, skal det have lidt længere tid. Du kan også stege det hele på 200 grader i 1,5 time, hvis du har travlt.

Når kødet er mørt, tages retten ud af ovnen og kødet tages op. Læg det på et fad med staniol over, så det ikke bliver koldt. Tag dernæst de grøntsager op af suppen, du vil spise som tilbehør i dag og hold også dem varme.

Jeg havde bagt lidt tomater, svampe og hokkaido med i ovnen de sidste 45 minutter (når ovnen står på 150 grader - ellers kortere tid), fordi jeg ikke gider spise hvide kartofler. Dem vil min mand rigtig gerne have med sovs på, og det er virkelig nemt at få en god sovs ud af lidt af suppen, skulle jeg hilse og sige.

Resten af grøntsagerne og suppen blendede jeg og smagte mosen til. Første dag fik jeg lidt af den til som tilbehør på tallerkenen. Mums! Anden dag serverede jeg mosen som en tyk og mættende suppe til forret.

Resterne er super nemme at lægge på en tallerken og varme i mikrobølgeovnen dagen efter. Sundt, nemt, lækkert :-)

 

Retten første dag. Alt er lavet i ovn.

Den blendede suppe - velsmagende og mættende.

*

Flækket mørbrad

Mørbrad stegt i svøb af parmaskinke i ovn - med årstidens grøntsager til.

Svinemørbrad er et meget taknemmeligt stykke kød at stege. Det kan næsten ikke gå galt. Min kære mand fik ideen med at flække mørbraden og fylde den. Det blev super lækkert.

Sådan gør du: Puds mørbraden, flæk den halvt igennem på langs og brun den let i olivenolie eller smør på en pande.

Tag den af og fyld den med et mix af fintsnittet porre, svampe og hvidløg.

Drys et let lag revet parmesanost øverst og luk mørbraden ved at rulle den ind i parma- eller serranoskinke. Sæt den i ovnen i 15 minutter ved 180 grader.

Kødet bliver meget saftigt og mørt. Og der er nok til 2 personer i 2 dage.

Som tilbehør fik jeg bagte grøntsager: Sød kartoffel, hokkaido, jordskokker, marksvampe og rosenkål samt lidt blancherede bønner. Dertil en klat af husets bedste dip.

Mørbraden er fyldt med grøntsager og lukket med skinke.

*

Kalvekæber i rødvin

Kalvekæberne simrer fem timer i den store, sorte gryde.

Vi har tit lavet svinekæber, som er lækre. Men hvad med kalvekæber? Vi gik til slagteren og bad om kalvekæber nok til fire personer. Dagen før vi skulle have gæster, selvfølgelig, for de fås som regel kun frosne. 

Vi fik 1200 gram fordelt på tre store stykker kæbe. Det blev sølle 223 kroner. Dagen efter var de tøet op og klar til tilberedning. Vi valgte at langtidsstege dem i fem timer i en stor gryde under låg.

Først brunede vi kæberne, der var rensede og pudsede af slagteren, i vores store jerngryde. Derefter tilsatte vi tre løg, en stor gulerod, en kvart selleri i tern, et fed hvidløg, en kvist persille og to laurbærblade og en lille dåse koncentreret tomatpure. Det hældte vi over med knap en halv liter optøet font fra en anden dag, hvor jeg havde stegt nøgleben (man kan også bruge anden bouillon) plus fire dl rødvin. Da det var i kog, skruede vi ned på 1 og lod retten simre i fem timer under låg. 

En time før gjorde vi tilbehøret klar. Det var tonsvis af lækre grøntsager i ovn og lidt kogte kartofler til husarerne. 

Da kødet var klar, tog vi det op med en hulske og smagte sovsen til med salt og lidt fløde.

Grøntsagerne, der havde kogt med kødet, blendede jeg i en gryde for sig med lidt væde fra gryden og en skefuld fløde og smagte til med salt og lidt citron. Det blev til en lækker mos, som jeg hellere vil have til end sovs.

Jeg havde også lavet en dejlig mos af jordskokker til. Se opskriften under 'Grønt'.

Det blev et ret himmelsk efterårsmåltid. Kødet var mørt som smør, og der var rester nok til to personer dagen efter plus et stykke kæbe til fryseren - til en dag en af os er alene hjemme ;-)

Simremad af kalvekæber og masser af grøntsager.

*

Lammeculotte

Lammeculotte med græsk salat, rødbedetzatiki, bagt raja, hokkaido, rosenkål & chilli.

En lammeculotte passer lige til en middag for to.

Lammeculotte er et træfsikkert hit. Det er både sundt, nemt og lækkert!

En lammeculotte på 200-400 gram lægges i et ovnfast fad penslet med olivenolie, sprayes med hvidløgsolie, krydres med salt, peber og rosmarin og steges i en 200 grader varm ovn i ca. 20 minutter. 

Lad kødet hvile ca. 10 minutter, inden det skæres ud i tynde skiver og serveres med bagte grøntsager med dip & rødbedetzatziki.

Tilbehøret er ligeså lækkert som kødet: Bagte grøntsager, græsk salat, & rødbedetzatziki.

Tilbehøret:

Lav rødbedetzatzikien først. Se opskriften under 'Grønt'.

Dagens bagte grøntsager: Læg kartofler (til kartoffelspiserne) og raja, der er en fast kartoffel med rød skræl, i et ovnfast fad, spray dem med olie eller smør og bag dem i ovnen på 200 grader i 35-40 minutter. Læg de rensede rosenkål og hokkaido i skiver ved siden af i fadet de sidste 20 minutter.

Rør dip, mens det hele står i ovnen. Se opskriften under hovedmenuen 'Opskrifter'.

Græsk salat: Snit tomater, agurk, rødkøg, oliven og fetaost og læg det i et fad. Drys med salt og peber og dryp nænsomt lidt olivenolie på. Grækerne hælder gerne en masse olie på. Dont! Hvis salaten står bare 10 minutter med lidt salt på, trækker det væde ud af tomater og agurk, så olien bliver overflødig.

 

 

 

*

De lækreste lammedeller

Luftige lammefrikadelller med masser af grøntsager.

Det er nemt at lave lækre, lette og saftige lammefrikadeller:

400 gram hakket lammekød tøs op (man får det som regel frosset) og røres sammen med 1 æg, 1/2 dl havregryn, 1 dl mel, 1 dl mælk, lidt koncentreret tomatpure, en håndfuld fintsnittet porre, 1 revet gulerod, 1 fed presset hvidløg, 1 tsk. provence krydderi, salt & peber.

Lad farsen hvile lidt, inden du steger frikadellerne i olivenolie på en varm pande i ca 10 minutter.

Til retten her fik vi:

Tomatsalat: En bund af babyspinatblade, et lag frisksnittede tomater, forårsløg eller porre, edamamebønner og hakkede hasselnødder. 

Grøntsager bagt i ovn: Sød kartoffel, hokkaido og spidskål skåret i tern, sprayet med smørspray eller olivenolie og bagt i ca 25 minutter på 200 grader. Rødbeden var bagt dagen før, den skal have 40 minutter, med mindre den er i små tern. 

Dertil: Hjemmelavet tzatziki.

 

*

Lammekølle

til 2 dage

Lammekøllen spækkes med hvidløg og rosmarin - og lidt timian.

Vi havde fået en lammekølle til overs i foråret. Da den havde ligget længe nok i fryseren, besluttede jeg at bruge den. Selvom vi kun er to personer til daglig, er det jo ok - så bliver en kølle på 1450 gram bare til mad til 2-3 personer i 2 dage.

Først skar jeg det synlige fedt på ydersiden af, spækkede den med hvidløg skåret i små stave og lagde kviste af rosmarin ind i lommer i kødet. Lidt timian ovenpå, bouillon i bunden af bradepanden under risten, den lå på, og så blev den penslet med lidt olivenolie og drysset med salt og peber.

Jeg brunede den i ovnen på 250 grader i 20 minutter, skruede ned til 150 grader og lod den stå i halvanden time. Derefter lod jeg den hvile undefor ovnen i 20 minutter, inden den blev skåret ud.

Jeg serverede kødet med ovnstegte kartofler, gulerøder, sød kartoffel, pastinak og rødbede med en klat tzatiki til. Desuden en grønkålssalat og en ærte-mynte-humus (se herunder), der passer perfekt til lamme-smagen.

Der er altid plads til forbedringer: Næste gang vil jeg enten ikke skære fedtet fra, eller langtidsstege den rensede kølle i en stegeso. Kødet her blev meget saftigt inde ved benet, men det yderste var en anelse tørt.

Lammekølle med ovnstegte grøntsager og ærte-mynte-humus.

 Ærte-mynte-humus

En kollega tippede mig om ærte-mynte-humus, som stjernekokken Yotam Ottolenghi laver den. Jeg strøg hjem og prøvede den - og det var bare et hit. Ikke mindst til lam. Den har lige præcis den lækre smag af mynte, uden at det er alt for dominerende. Desuden er den nem at lave - og ikke nær så fed som almindelig humus.

Sådan laves den:

200 gram kikærter fra dåse eller udblødte og kogte

150 gram frosne ærter, optøede

2 skefulde tahin

1/2 dl citronsaft

1 fed hvidløg

1 håndfuld friske mynteblade

1/4 dl olivenolie

Salt & peber

Det hele blendes og serveres. Kan holde sig i køleskab i flere dage.

I stedet for mynte kan man bruge frisk basilikum - eller din yndlings krydderurt. Prøv dig frem ;-)

Ærter, kikærter, citron, hvidløg og mynte...

Ærte-mynte-humus er meget velegnet til lam - og meget mere magert end almindelig humus.

Pasta med lam

Lammekødet skal kun lige lunes med de andre ingredienser, så det forbliver saftigt.

Jeg skar kødet af køllen med det samme og lagde det i en boks til næste dag, hvor jeg brugte det i en lækker pastaret.

Sådan gør du:

Svits 1 fed hvidløg i tern i olivenolie i en tykbundet høj pande sammen med en halv fintsnittet porre. Tilsæt 1 stor portobellosvamp i tern og 1/2 revet squash. Tilsæt lammekødet skåret i tern sammen med kviste af rosmarin og timian og en håndfuld udblødte kidneybønner. Lad det simre få minutter med lidt piskefløde. Smag til med salt og peber. Hvis du er på kur, er retten også god uden fløde.

Server pastasaucen på en bund af friskkogt soyapasta og med lidt friskrevet parmesanost ovenpå.

Lammekødet er yderst lækkert i en pastaret med porre og svampe.

*

Rosastegt roastbeef

Roastbeef er rigtig lækkert kød - fedtfrit, fyldt med proteiner og meget økonomisk.

Mange synes, roastbeef er dyrt kød. Jeg er helt uenig. Hvis man køber det på tilbud, er det noget af det mest økonomiske kød, man kan få. Og så er det både magert og fyldt med sunde proteiner.

Det her stykke på 600 gram gav vi 100 kr. for. Og så var der mad til 2 personer i 2 dage - plus lidt til pålæg.

Sådan gør du:

Tænd ovnen, klargør grøntsagerne og læg dem i fad. Jeg rev lidt parmesan over de halve tomater og portobellosvampene. Derudover er det sød kartoffel i tern, squash i blokke, løg og kviste af timian.

Brun stegen på en pande ved høj varme ca. 2 minutter på fire sider. Sæt stegen i ovnen på 180 grader i ca 25 minutter - alt efter hvor stor den er, og hvor rød eller gennemstegt, du vil have den. 

Sæt grøntsagerne i fad ind samtidig - svampe og tomater skal dog kun med det sidste kvarter.

Hvis der er sovse-spisere i selskabet, er fedtet på panden perfekt til at koge af med fløde mm. til sovs. Jeg foretrækker at få en skefuld dip til.

Lad stegen hvile ca. 5 minutter, når du tager den ud, så saften kan fordele sig i kødet.

Gem de rødeste stykker kød fra midten af stegen til dagen efter. De bliver fine af et minuts varme i mikrobølgeovnen.

Er der kød til overs, smager det rigitg godt på rugbrød.

Rosastegt roastbeef med årstidens grøntsager.

Tip: Varm fadet på brødristeren, inden du lægger kødet på.

*

Mørbrad med pære på grillen

Årstidens grøntsager fik selskab af en pære - lækker sødme på tallerkenen.

Det er høsttid, og vi skal huske at bruge årstidens frugt og grønt, mens det hele strutter af sundhed. Jeg fik lyst til at smide en flækket pære på grillen. Det belv ret godt. Den fik ca. 15 minuter, og grillen fremhævede det søde i den perfekt. En lille lækkerbisken på tallerkenen. Og sød og sprød nok til at man også kunne servere den som dessert, fx med lidt vanijlecreme.

Mørbrad er altid et hit på grill, bedst helstegt som her i ca. 20 minutter.

De friske, økologiske peberfrugter og squash, man får lige nu, bliver suverænt lækre på grillen - de skal kun have ca. 10 minutter. 

De andre grøntsager kogte vi, for der var ikke helt plads til dem på grillen.

Bon appetit!

Hvorfor ikke grille en pære?

Resterne er gode som pålæg. En rugbrødsmad med mørbrad og en strimmel grillet squash og peberfrugt - og lidt salt - er det rene guf!

Mørbrad er noget af det bedste pålæg, der findes ;-)

*

Tournedos

Fredagsbøf: Saftig tournedos af australsk kødkvæg...

Ind imellem er det tid til en god, saftig bøf! Og det behøver ikke være særlig dyrt.

I vores lokale Superbrugs sælger de hver fredag gode bøf til billige penge. Min favorit er tournedos af australsk kødkvæg, de her kostede 49 kr stykket.

De er 3-4 cm tykke, så de kan være lidt svære at stege møre på panden. Men når vi følger slagterens anbefaling og behandler dem omtrent som en mini-roastbeef steg, bliver de rosa og møre:

Sådan steges de: Krydr dem med salt og peber og brun dem et par minutter i en blanding af smørspray og olivenolie på alle sider.

Læg dem over i et lille ildfast fad og sæt dem i ovnen på 180 grader varmluft i 15 minutter.

Lad dem hvile et par minutter, når du tager dem ud. 

Tilbehør: På panden bruner du nu hele, rengjorte marksvampe. Tag dem af, som du selv skal have. Hvis din medspiser skal have sovs, kan du koge svampene på panden af med piskefløde og lade det koge lidt ind.

Desuden bagte vi en halv butternut squash i et fad i ovnen sammen med et par små rødbeder og en stor tomat.

Ved siden af kogte vi en majskolbe i 10 minutter, gulerødder i 3 minutter og de grønne asparges i 1 minut.

Af sådan to pæne bøf på hver 150 gram får vi som regel en halv til overs til pålæg næste dag. 

 

 

 

*

Ged på menuen

Da vi var på Avernakø i sommer, købte vi en ministeg af gedekølle med hjem. De knap 400 gram passede lige til to personer.

Vi trodsede alle anbefalinger og smed den bare på grillen i 30 minutter. Ved siden af stegte vi sød kartoffel og pastinak i sølvpapir med et stænk smørspray i 20-25 min. og en tomat pakket ind i ditto 10 min.

Majsen kom også på grillen i sin egen frakke 10-20 min., det giver den lækreste, saftige majs.

Squash i skiver er også altid et hit på grill - de kommer på de sidste 10 min. Det samme gjorde de flotte kejserhatte, pastinakker og tomaterne. De bliver rigtig lækre!

Gulerødder og asparges kogte vi indenfor.

Kødet fik lov at hvile 5 minutter, efter det var taget af, så saften kunne trække ud i stegen.

Det blev rigtig godt, men kødet bliver nok mere saftigt og mørt, hvis man følger anbefalingerne og langtidssteger det. Det smager ikke spor af lam eller får, som man måske kunne tro - snarere lidt som kalv.

Jeg serverede det med lidt persille og hjemmelavet tzatziki.

*

Grill på den grønne måde

Mørbrad på grill - med masser af grønt

Det er tid til at grille :-) Det er også sæson for de nye, danske kartofler. Det er ok at spise nogle få af dem - forudsat du ikke svøber dem ind i sovs eller smør.

Sådan gør du:

Rens og krydr en stor, økologisk svinemørbrad på ca. 400 gram og læg den på grillen. Den skal have ca. 20 min i alt.

Lad den hvile nogle minutter, inden den skæres ud, så saften fordeler sig. Gem halvdelen til i morgen, hvis I kun er 2. Lav evt. også kartofler og grøntsager nok til dagen efter.

Skær en squash i ca 1 cm tykke skiver.

Skyl et par mellemstore tomater og pak dem ind i staniol. Squash & tomater grilles med de sidste 10 minutter. De behøver ikke olie, de er lækre som de er.

Skrub de nye kartofler og gulerødder og skyl og knæk bunden af de nye, grønne asparges.

Skyl og nip persille & krydderurter.

Lav en salat af hvad du synes & har.

Kog kartoflerne i 12 minutter, lad gulerødderne koge med de sidste 5 og asparges de sidste 2 minutter.

Server det hele med en klat hjemmelavet dip eller tzatziki og drys med salt & persille/krydderurter.

De hellige kartofler

Jeg har fået mange spørgsmål om kartofler. De er vigtige for rigtig mange. Derfor ville det nok være en form for harakiri at forbyde dem helt. Og hvis du ikke er på kur, kan du jo bare guffe løs.

De nye danske, man kan få om sommeren, er også meget bedre, end dem man får om vinteren.. De er bare ikke nær så sunde som de andre grøntsager. De indeholder mere stivelse og hurtige kulhydrater, der får blodsukkeret til at stige i en fart - og falde hurtigt igen. Præcis ligesom hvidt brød og almindelig pasta. Dvs. at de ikke mætter ligeså længe, og man trænger hurtigt til et lille mellemmåltid.

Jeg kan sagtens undvære hvide kartofler. Der er så mange andre grøntsager, jeg hellere vil have. Hvis jeg skal blive mæt af hvide kartofler, har jeg brug for ca. 200 gram af dem. Hvis jeg derimod vælger sød kartoffel, kan jeg ikke spise mere end 100 gram. De søde mætter hurtigere og i længere tid.

Bonusinfo: Den hvide kartoffel og den søde kartoffel indeholder næsten samme mængde kalorier og kulhydrater. Men den hvide er af natskyggefamilien og består af kortkædede kulhydrater, mens den søde kartoffel er af græskarfamilien og indeholder langkædede kulhydrater.

Du kan læse mere om forskellen på hvide og søde kartofler på linket her.

Vi havde ikke nok persille, så jeg supplerede med lidt friskplukket lakridstagetes.

*

Oksedeller med tzatiki

Det var ikke rigitg grill vejr, så vi blev inde og lavede dejlige græske deller med grøntsager, salat og hjemmelavet tzatziki.

Vi brugte:

400 g. økologisk hakket oksekød

1 stor gulerod eller 100 g squash

1 fintsnittet porre

2 fed hvidløg

1-2 æg

1/2 dl havregryn

1/2 dl mel

En håndfuld hakket persille

Chilli, salt & peber, Herbes de Provence

Farsen samles med ca 1,5 dl mælk

Steges i olivenolie på en pande eller på bagepapir i ovnen.

Der blev 16 frikadeller - nok til 4 personer - eller 2 personer i 2 dage.

Tzatziki

Hurra! Nu kan man få græsk yoghurt i mindre portioner end 1 liter. Det giver bedre mad-økonomi for 2-personers husstande som vores. Tzatziki er nemlig et must i køleskabet i grillsæsonen, og den hjemmelavede er jo fri for konserveringsmidler og andre tilsætningsstoffer.

Hvis du er på kur, så brug yoghurten med 2% fedt og undlad olien. Eller tag kun én teskefuld af den fede tzatziki lavet på 10%' yoghurt & olie.

Sådan gør du:

Riv 1/2 agurk og sæt den til afdrypning i en si.

Rør 400 g. græsk yoghurt op med 2 fed presset hvidløg, 1/2 tsk salt, 2 skefulde olivenolie og et squeeze citron.

Pres lidt mere saft ud af agurken og rør den i.

Den hjemmelavede tzatziki kan holde sig i mindst en uge i køleskab.