Grove pitabrød

De grove pitabrød er forbavsende nemme at bage selv.

Jeg fik lyst til at prøve at bage pitabrød selv. For nybagte pitabrød er næsten halvdelen af et godt pita-måltid. Jeg gik ud fra en opskrift fra Arla og tillempede den lidt efter, hvilket mel jeg lige havde i huset.

Sådan gør du:

Bland 1,5 dl kold skummetmælk med 1,5 dl kogende vand. Opløs 25 gram gør i væden, når den har samme temperatur som din finger. Tilsæt 1/2 tsk. salt og rør melet langsomt i. Jeg blandede 150 gram grahamsmel og groft hvedemel med 225 gram hvedemel.

Stil dejen til hævning et lunt sted i en time. Ælt den godt igennem og form den til en pølse, som du deler i 8 stykker. Tril dem til boller, læg dem på bagepapir på 2 plader og pres dem så flade som muligt med hænderne /en kagerulle. Lad dem efterhæve på pladen i 10 minutter.

Bag dem ved 250 grader i 7 minutter.

Sjovt nok popper de op og bliver hule indeni! Fantastisk 😲

Næste gang: Vil jeg prøve at lave færre brød ( 4 eller 6) af den samme dej, da jeg godt kan lide store pitabrød.

 

 

*

Grydebrød

Brød bagt i en jerngryde i ovnen...

Min ven Søren sendte mig en julegave på Messenger: Opskriften på et grydebrød. 

Første forsøg: Jeg prøvede opskriften, og måtte give ham ret: Det var et suverænt godt brød. Men det var hvidt. Og jeg spiser helst ikke hvidt brød. Men min mand var yderst begejstret! 

Det var bagt af 400 gram hvidt Tipo 00 mel og 3 dl vand. Se opskriften på videoen her. Giv dig tid til at se hele videoen - det er en meget sød italiensk kok 🤩

Eller læs opskriften her:

Opløs 10 gram gær i 3 dl. koldt vand og 1 spsk. sirup. Tilsæt langsomt 400 gram hvedemel og 10 gram fint salt.

Stil dejen til hævning i køleskab 6-8 timer. Tag den ud og læg den på et meldrysset bord og fold den. Læg den tilbage i skålen og lad den efterhæve tildækket 2 timer.

Stil en jerngryde i ovnen ved 250 grader i 15 minutter. Lemp dejen over i den meldryssede gryde, giv den et x snit og drys lidt mel på. Sæt låg på gryden og bag brødet 30 minutter ved 250 grader. Tag låget af og skru ned til 230 grader og bag brødet 15 minutter mere.

Skorpen var sprød, krummen var luftig, og brødet kunne nemt konkurrere med de lækreste ciabattabrød, man køber hos dyre bagere.

Det lyse brød.

Andet forsøg: Jeg besluttede at lave samme brød i en grovere variant, så jeg udskiftede halvdelen af det hvide mel med groft hvedemel. Jeg var løbet tør for det gode Tipo 00, så jeg brugte almindeligt økologisk hvedemel i stedet for Tipo 00 og tilsatte desuden en håndfuld hasselnødder.

Brødet hævede ikke så godt som det første, dejen var mere tør, og brødet blev tungt. Jeg lærte, at der skal en større mængde væde til, når man bager med groft mel.

Selvfølgelig smagte brødet godt, da det var nybagt, og det var også ok som ristet brød til suppe, men ellers lidt mislykket 🤔

Det tunge brød.

Det grove brød med hasselnødder.

Tredje forsøg: Jeg tillempede opskriften, så jeg nu brugte 300 gram hvidt Tipo 00 mel blandet med 200 gram groft hvedemel og 4 dl vand. Altså også et lidt større brød. Til det her brød tilsatte jeg valnøddekerner.

Resultatet blev meget bedre. Dejen var nu temmelig våd, men den hævede flot og lavede de eftertragtede luftbobler i dejen.

Den var sværere at håndtere, da den skulle foldes, jeg måtte bruge en del mel på hænder, bord og i kanten af skålen for at løsne dejen, men resultatet blev et både lettere, grovere og meget velsmagende brød.

Jeg arbejder videre. Det er lidt sjovt at eksperimentere med det her 😉

Jeg fik i øvrigt også et godt tip om Meyers 10 bageråd. Se dem på linket her.

Det grove brød med valnødder.

Dejlig krumme og god smag.

*

Burgerboller

Sunde og nemme burgerboller bagt af skyr og æg.

Endelig har jeg fundet frem til nogle burgerboller, der er både sunde og nemme. Herligt, for jeg elsker burger! Men de allerfleste burgerboller, man kan købe, er under al kritik.

De her er derimod bagt på skyr og æg og super sunde og lækre. Jeg har udviklet dem ud fra andre opskrifter på skyrboller, jeg har fundet rundt omkring og tilsat lidt krydderier, der passer til burgere.

Sådan gør du:

Rør 4 æg sammen med 450 gram skyr naturel. Tilsæt 3 teskefulde bagepulver, 2 teskefulde salt, 2 spiseskefulde Fiber Husk (loppefrøskaller), 140 gram havreklid 20 gram sesamfrø, timian og en lille dåse koncentreret tomatpure.

Rør dejen sammen og lad den hvile ca. 10 minutter, mens ovnen varmer op til 175 grader.

Form 8 boller og tryk dem lidt flade mellem to stykker bagepapir. Bag dem 24 minutter og lad dem køle godt af. Hvis du bruger dem varme, kan de godt være lidt klæge indeni - men ikke hvis de køler lidt af.

Burgerbollerne er fryseegnede. Jeg fryser dem i små pakker, så man kun tør det antal op, man skal bruge.

*

Rugbrøds chips

Sprøde & lækre rugbrødschips.

Det er super nemt at lave rugbrødschips. Og du bestemmer selv, hvor fede og hvor salte, de skal være.

Vi havde kun helt friskt rugbrød, men det gik alligevel. Det er bare sværere at skære det ud i ultra tynde skiver. Lidt tørt rugbrød er mere velegnet. Jeg kan bedst lide det med mange kerner, det er sundere og giver en god smag.

Læg rugbrødsskiverne på en plade med bagepapir. Du kan vælge at pensle dem med olivenolie, spraye dem med smørspray eller olie - eller at bage dem uden at tilsætte fedtstof.

Salt med enten fint salt, groft flagesalt - eller slet ikke. Det er op til dig, hvad du bedst kan lide.

Bag rugbrødsskiverne i 15-17 minutter på 200 grader, til de er spøde. Lad dem køle af og knæk eller skær dem i mindre stykker.

De er lækre i sig selv og smager fantastisk til ost.

Groft rugbrød med kerner bliver til lækre rugbrødschips.

*

Lune morgenboller  

Morgenbollerne er super nemme - og ret populære!

De her boller er de eneste, jeg gider bage - og derfor også de eneste, jeg er god til ;-) De udmærker sig ved at være koldhævede, dvs. at man ikke skal være hjemme og vente på, dejen hæver, slås ned, efterhæver osv. i timevis. Man rører dem sammen, sætter dejen i køleskab om natten og bager dem næste morgen, mens man er i bad. 

Jeg spiser dem sjældent selv, men min familie og mine kolleger sætter pris på dem. Efter jeg har lagt min livsstil om, er det minimalt, hvad jeg spiser af hvidt brød. Men ind imellem smager jeg på dem, og de ER lækre ;-)

Opskriften herunder kan varieres i det uendelige. Det er som altid hos os efter 'Vis mig dit køleskab' modellen: Brug den grøntsag eller frugt, du har, til at give bollerne fugt. Tag den type yoghurt, skyr, A38 du har i dag. Brug nødder i stedet for kerner. Eller kikærter, soltørrede tomater eller rødbede, hvis de skal bruges som madbrød.

Sådan gør du:

Opløs ca. 15 g gær i ½ liter koldt vand.

Tilsæt 1 spiseskefuld salt, 1 spiseskefuld flydende honning og 2 spiseskefulde olivenolie

Dernæst 1 revet gulerod (eller squash/æble, pære), 1 skvæt yoghurt eller lign., ca. 1 dl kerner, fx solsikke, græskar, hørfrø og chiafrø. 

Tilsæt 600 gram hvedemel, bedst med Tipo 00 /Manitoba mel eller et mix af ¼ fuldkornsmel/grahamsmel og ¾ hvedemel.

Rør dejen godt sammen, dæk den med film og sæt den køligt natten over i skur/køleskab/kælder alt efter årstiden/hvad du har.

Rør dejen en lille omgang med en ske, inden du sætter den af i smurte muffinforme eller på bagepapir. Formene gør dem mindre flade. Jeg sprayer formene med lidt smørspray.

Bag bollerne ca. 23 minutter ved 200 grader midt i en varmluftsovn. Lad dem køle et minuts tid, inden du vipper dem ud af formene og lægger dem til afkøling på en rist.

Frys dem I ikke spiser samme dag eller lægger i en pose til dagen efter.

Hvis du har glemt at tage boller ud til næste morgen, så tø dem op i mikroovnen 1 minut og lade dem køle lidt af på en rist/brødristeren.

Bon appetit! 

Det tager ikke mere end 10 minutter aftenen før og 10 minutter næste morgen at forkæle familien med nybagte boller.

Også madbrød...

Hvis man river frisk rødbede i dejen, ligner den næsten candyfloss!

De bagte rødbedeboller er især gode som madbrød.

*

Kernesundt knækbrød

 

Det hjemmebagte knækbrød smager næsten alt for godt!

Når du trænger til et lille mellemmåltid, er et stykke hjemmebagt kerneknækbrød sagen. Glem alt om pålæg. Det smager som slik i sig selv.

1 dl hørfrø

1 dl græskarkerner

1 dl sesamfrø

1 dl solsikkefrø

1 dl havregryn

3,5 dl mel

2 dl vand

1,5 dl olie

1 tsk bagepulver

2 tsk salt

Det hele blandes i en skål, røres sammen og deles i 2 portioner, der lægges ud på hver sin bageplade på bagepapir. Læg et stykke bagepapir over den ene portion og tryk og rul den flad med en kagerulle ovenpå bagepapiret. Gentag processen med den anden portion.

Rul riller i hver plade knækbrød med en pizzaslicer eller lign., så der bliver ca 16 stykker på hver plade.

Sæt det i ovnen og bag det på 200 grader i 17-20 minutter til det er gyldent.

Knækbrødsdejen trykkes og rulles ud mellem to stykker bagepapir, og stykkerne markeres med en kniv eller pizzaslicer.

*

Stenalderbrød

Jeg fryser 2/3 af hvert brød, for det mætter så godt, at jeg kun kan spise få skiver.

Stenalderbrød er en vigtig grundsten i min kostplan. Det mætter nemlig helt utroligt godt.

Jeg køber som regel en færdig blanding og bager det efter opskriften på posen. Det er super nemt, og det smager rigtig godt - også uden pålæg. 

Du kan også nemt selv lave brødet: Pisk 4 æg sammen med 1-2 teskefulde salt og en halv dl olie. Tilsæt 100 gram sesamfrø, 100 gram hørfrø, 150 gram græskarkerner, 100 gram solsikkekerner og 150 gram hakkede mandler. Bag det i en form på 160 grader i en time.

Æggene er selvfølgelig økologiske fra fritgående høns på landet!

Når brødet er bagt, deler jeg det i 3 og fryser to af stykkerne. Jeg opbevarer det stykke brød, jeg har i gang i køleskab, da det indeholder meget æg.

Jeg bekender mig ikke til nogen bestemt kur, men jeg er inspireret af både paleo, lchf, keto kuren m.fl. Læs fx mere om stenalderkost på linket her.

Det er lidt forskelligt, hvor meget æg og olie, der skal i fra blanding til blanding. Men resultatet bliver altid godt.